Det siger sig selv, at for selv den mest organiserede person vil dette blive uoverskueligt og svært at holde styr på. Ligeledes vil det betyde en kæmpe månedlig udgift, hvis man skal betale for samtlige forsikringer hver for sig. Har du flere forsikringer, vil de derfor oftest også blive samlet under en fane, så du betaler en samlet sum. Det afhænger imidlertid af dit forsikringsselskab, hvorvidt de er villige til at samle dine forsikringer. Det svinger også fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, hvor meget rabat de giver, såfremt du har alle dine forsikringer hos dem.

Som forbruger kan det være svært at gennemskue, hvilke forsikringer man reelt set har brug for. En rejseforsikring kan for eksempel virke overflødig, hvis man de sidste 25 år har rejst til Kreta uden nogen problemer. Ligeledes kan en elektronikforsikring virke nytteløs, hvis man alligevel er typen, der skifter produkterne ud, inden garantien er udløbet. Omvendt set kan man spørge sig selv, om man tør undvære en ulykkesforsikring, hvis uheldet nu skulle være ude? Og hvordan skal man forholde sig til en sundhedsforsikring, hvis man ikke har historik med indlæggelser eller dårligdomme? I forbindelse med forsikringer er der en masse ting, man skal tage stilling til, og det svære ved det er, at man ofte skal forholde sig hypotetisk til sin tilværelse. Forsikringer lever af ”hvad nu hvis…” og worst case scenario mentaliteten, og de fleste mennesker håber i deres stille sind, at de aldrig kommer til at skal drage nytte af deres forsikring. Med andre ord, så har de fleste mennesker de nødvendige forsikringer med et håb om, at de ikke bliver nødvendige.

Dertil kommer det, at nogle forsikringsselskaber er bedre end andre, når uheldet så endelig er ude. Det svinger meget, hvordan dit udbytte bliver udbetalt – og hvorvidt de er villige til at udbetale det eller bare noget af summen. Der er derfor ikke tvivl om, at nogle forsikringsselskaber er bedre end andre på dette punkt.

Summa summarum: leder du efter et godt forsikringsselskab, kan det derfor godt anbefales, at du starter din research på nettet for at undersøge, hvad andre kunder har af erfaringer.

Disney kvinder ses i rollen som henholdsvis femme fatale, bedstemoderen og heltinden. Disneys onde kvinder, de smukke hekse, dronninger og stedmødre er femmes fatales, ’dødsensfarlige kvinder’. Kendetegnet for femmes fatales er hos Disney udpenslet i smukke kvindekroppe, med omhyggelig kosmetik, smykker og lange, sorte kjoler. Den kvindelige ondskab, i form af Snehvide og Askepots stedmoder og den onde fe Malavia og havheksen Ursula, er gengivet i deres animerede perfektion, som midaldrende skønheder på toppen af deres seksualitet og autoritet. Disse kvinders rolle har afsæt i deres magt og autoritet som femmes fatales, de lever og tænker kun på sig selv som seksuelle subjekter, ikke seksuelle objekter. Disse dødsensfarlige kvinder er også fortabte kvinder, som tilskrives overgangsalderen, en tid for forræderi, fortæring og fare for den kvindelige livscyklus. Femme fatale repræsenterer seksualiteten i Disneys univers. Seksualiteten er faretruende, og den passer ikke ind i Disneys pæne verden.

Disneys fatale kvinder kaster ikke kun sine forbandelser over de unge kvindelige heltinder, men også hele kongeriget eller det samfund, de er udstødt fra. Femme fatales karakter forstærkes af Disneys kongefigur, fordi han fremstår som hendes mandlige modsætning. Den typiske konge er en kort, skaldet bulderbasse, som vi f.eks. møder i Tornerose. I samtlige eventyr ser vi, at kongen ingen magt har over sine børn, sit kongerige eller sit slot. Som midaldrende er han tegnet som psykisk og symbolsk impotent i kontrast til den onde kvindes seksuelle potens og magt. Femme fatale konstruktionen, der indbefatter kvindelige kræfter som et rovdyrs natur, er med til at markere total overlegenhed. Hvert et lag af deres konstruktion – fra deres kosmetik, deres bevægelser og til de rovdyragtige træk, er med til at fortælle, at den kvindelige seksualitet er som en tidevandsbølge, noget farligt.

Mens femme fatale repræsenterer den kvindelige seksualitet, findes der hos Disney en modsætning til hende, nemlig bedstemoderen eller feen. Hun er den feminine godhed og hun har til formål at beskytte heltinden. Vi ser hende som Flora, Fauna og Magsvejr i Tornerose, Askepots fegudmoder, Mrs. Potts i Skønheden og udyret og bedstemoder Fa i Mulan. De er alle tilskrevet en godhed, som aldrig søger sig eget og de er altid hjælpsomme og beskyttende over for heltinderne. De er den direkte modsætning til femme fatale, både i deres væremåde og udseende.

Heltinden karakteriseres på den biologiske tidslinje som unge, seksuelle piger, der er ofre for femme fatale. Som oftest bliver heltinderne spærret inde eller fortryllet inden de møder prinsen og det er med til at vise, at de endnu ikke er nået den giftefærdige alder. De fremstår som oftest uskyldige og passive og i modsætning til femme fatale, der aktivt forsøger at forpeste den unge piges liv. I modsætning til femme fatale kritiseres Disneys heltinder for – med Snehvide som den første – at være smukke og passive papfigurer, der synger kønt og længselsfuldt, mens de venter på prinsen på den hvide hest, der ofte handler og kæmper for at nå sin udkårne.

Eventyrenes klassiske fortælleform er meget lig den klassiske Hollywood-film, som består af syv elementer. Først og fremmest foregår handlingen primært i den ydre verden. Individuelle figurer med klare motiver forårsager fortællingens handling og konsekvenser. De forskellige hovedpersoner har et mål, og de må konfrontere forskellige modstandere eller forhindringer for at nå deres mål. Hovedpersonerne når altid deres mål, og filmen slutter uden uløste konflikter. Der lægges vægt på, at handlingen har klare årsager og virkninger. Og sidst men ikke mindst sikrer kontinuitetsklipning en klar udvikling i handlingen.

Der er forket i Disney eventyr
Disneys eventyrformel i de lange tegnefilm har medført, at flere forskere har forsøgt at undersøge og analysere Disneyfilmenes popularitet og betydning i forhold til eventyrforskningen. I Disneys eventyr lægger historiernes narrative indhold og form op til, at tilskueren bearbejder grundlæggende, menneskelige konflikter som f.eks. overgangen fra barn til voksen. Historierne belyser familiemæssige konflikter, som f.eks. mor-datter forholdet, og i løbet af historien løses konflikten. Når børn læser eventyr eller ser Disneyfilm vil de opleve, at hovedpersonen har problemer, som børnene kan relatere til og derved vil de kunne overkomme problemerne og selv tro på, at det hele får en lykkelig slutning. Hos voksne forstærkes denne funktion, da de i deres egen barndom har erfaret, hvordan eventyr og Disney-film kunne skabe og vedligeholde denne mening med tilværelsens problemer.

Folkeeventyr er simple og udetaljerede, og ofte indgår der faste træk og karakterer såsom en prinsesse, en fattig bonde, en heks og et kongerige langt borte. De kan indeholde humoristiske eller dystre og mørke elementer. De mest drabelige og overdrevne elementer blev dog sorteret fra af Grimm og Perrault, da de ikke passede ind i samtiden.

En anden genre
Den anden genre er kunsteventyr. Disse eventyr er også fortalt fra mund til mund, men til forskel fra folkeeventyrene, er kunsteventyrene opstået fra én persons tanker. Nemlig en forfatter. Personer og elementer i eventyrerne er af den grund også mere deltaljerede og nuanceret beskrevet. Af forfattere til kunsteventyr kan nævnes Hans Christian Andersen, født i 1805 og død i 1875. Han skrev i alt 168 eventyr foruden digte, men det var hans eventyr, der gjorde ham berømt i resten af verden. De mest kendte af hans eventyr er Den grimme ælling, Den lille Havfrue og Tommelise.

Kunsteventyr og folkeeventyr har det tilfælles, at de har en eventyrformel. Det vil sige, at de er opbygget af en klassisk fortælleform, der består af en konfliktoptrapning, et klimaks og en konfliktløsning.